Krakket på Wall Street: Startskuddet til den store depression
Krakket på Wall Street i New York er blevet kendt, som den mest betydningsfulde historiske begivenhed, der fandt sted i Mellemkrigstiden. Krakket var startskuddet til en meget stor depression, der hurtigt spredte sig til resten af verden.
Torsdag d. 24. oktober 1929 er også bedre kendt, som den sorte torsdag, og det var dagen, hvor det hele begyndte. I tiden op til var aktiekurserne begyndt at falde en lille smule, men denne dag blev der på New Yorks børs solgt 12 mio. aktier til en meget faldende kurs. 5 dage senere blev situationen meget værre. Det store fald på New York Børs var historiens største børsfald i forhold til udbuddet af aktier, tabenes størrelse samt antallet ruinerede spekulanter. I løbet af oktober måned 1929 var kurserne faldet med 30 %, og i november måned var faldet på 50 %. Det største fald fandt sted i juli 1932, og det vidste sig, at der skulle gå 25 år, før indekset var kommet op på det samme niveau, som før krakket på Wall Street.
Efter faldet d. 29. oktober 1929 gik flere formuer tabt, og der var mange store forretningsmænd, som valgte at begå selvmord, idet deres formuer i løbet af ganske få minutter blev værdiløse. Flere fabrikker måtte lukke, og folk blev arbejdsløse. Landmændene kunne ikke komme af med deres produkter, fordi folk ikke havde penge til at købe varer for, og det medførte, at flere ikke kunne betale deres gæld, og de var derfor tvunget til at gå konkurs. Krisen spredte sig hurtigt fra USA til resten af verden, og i løbet af 1930erne så man den største arbejdsløshed og fattigdom, som man ikke havde set før.
Krakket på Wall Street og 2. Verdenskrig
Krakket på Wall Street har fået flere til at se vigtigheden heraf som en af grundene til Hitlers magtovertagelse i Tyskland. Grunden hertil var, at den sociale elendighed, man så i flere lande, blev større og større, og verdensbefolkningen begyndte på en politisk opsplitning, som gjorde, at flere søgte støtte hos kommunisterne og nazisterne. Det var nemlig på baggrund af Wall Street krakket, at Hitlers nazis parti fik sin magtovertagelse i Tyskland. Hitler lovede nemlig forbedringer, hvilket også blev en realitet, men det var bare på bekostning af tyskernes frihed, og på længere sigt brød 2. Verdenskrig ud.
Alt i alt kan man sige, at krakket på Wall Street var afslutningen på flere års opgangstid, som havde præget verdenssamfundet siden starten af 1920erne, hvor den negative stemning fra 1. Verdenskrig var blevet afløst af en positiv holdning til de moderne livsformer.
Konsekvenserne af Krakket på Wall Street
Som nævnt ovenfor ses det tydeligt, at krakket på Wall Street medførte nogle alvorlige konsekvenser for hele verdenssamfundet. En af de største konsekvenser for selve verdenssamfundet var, at verdenshandlen gik i stå. Grunden hertil var, at USA opsagde landets låne i udlandet, hvilket betød, at lande trak store summer af kapital ud af de andre lande. Det ramte bl.a. de europæiske lande meget kraftigt, idet flere af landene var afhængige af den amerikanske økonomi. Købekraften i USA faldt, og i og med USA ikke havde råd til betale for deres importerede varer, faldt eksporten til USA for flere lande, hvilket betød, at rigtige mange lande ikke kunne komme af med deres varer.
Konsekvensen af, at verdenshandlen gik i stå, var stigende arbejdsløshed, da USA´s importlande ikke kunne komme af med deres varer. I USA blev industriproduktionen f.eks. halveret, og landet gik fra en arbejdsløshed på 4 % til 27 %. I Tyskland var stigningen højere, da arbejdsløsheden steg fra 10 % til 44 %.
Krisen kommer til Danmark
Krisen kom naturligvis også til Danmark. I første omgang ramte krisen ikke Danmark, idet priserne på råvarer til at starte med faldt mere end prisen på de danske eksportvarer. Dette var grunden til, at Danmark først blev ramt af krisen i 1931, fordi prisen på danske eksportvarer fortsatte med at falde. I Danmark bestod ca. 80 % af den samlede eksport af landbrugsvarer, og det var grundlaget for, at det hovedsageligt var landbruget i Danmark, som blev hårdest ramt af krisen. Købekraften faldt dermed også i Danmark, og krisen spredte sig til andre erhverv. Den store arbejdsløshed blev en meget stor belastning for det danske samfund, men heldigvis varede krisen ikke i mange år. Krisen nåede sit højdepunkt i 1932, og herefter begyndte det at gå frem af i Danmark, idet byerhvervene kom sig forholdsvis hurtigt over krisen. Allerede i 1934 var byerhvervenes produktion større end niveauet i 1930.
Selvom den økonomiske krise kom til Danmark, fik det ikke en særlig stor betydning på det politiske plan, idet systemet havde en vist grad af stabilitet. For at gøre forholdene bedre for den danske befolkning, lavede Folketinget Kanslergadeforliget. Forliget gik ud på, at en ny socialreform skulle give de arbejdsløse og de andre svage i samfundet en række forbedringer. Kanslergadeforliget betød, at de svage og arbejdsløse beholdt deres rettigheder, så de kunne bl.a. stadigvæk stemme til Folketingsvalget. På baggrund af forliget undgik man, at de arbejdsløse og svage i samfundet ville søge støtte hos kommunisterne og nazisterne, hvilket skete i Tyskland.
Den amerikanske økonomi
Efter afslutningen på 1. Verdenskrig skete der en optur i den amerikanske økonomi pga. nye teknologier og ny produktionsprocesser. Der kom stigende velstand i USA, hvilket også afspejlede sig på den amerikanske fondsbørs, hvor aktieindekset Dow Jones steg fra 106 i starten af 1920erne til 245 i slutningen af 1927. Grunden til denne stigning var bl.a. også realvæksten i den amerikanske produktion.
Aktiehandlen i USA steg, og det endte med, at der gik sport i det for den amerikanske befolkning. Der var en rigtig god stemning i landet, og man begyndte at tro på vækst og rigdom i landet. Man kunne ikke på nogen måde se nogen form for afslutningen på opgangstiden, og de private investorer opfattede derfor markedet som risikofrit. I og med aktierne steg mere og mere, blev rigtig mange amerikanere fristet til at sætte deres opsparinger heri, men de satte sig bare ikke ind i selskabernes og markedets mekanismer. Da den amerikanske befolkningen ikke havde kendskab hertil, blev der åbnet et hul for de professionelle, som åbnede øjnene op for pengene ved at sætte lidt skub i aktiekurserne. I al hemmelighed blev opkøbt store aktieblokke, som de herefter solgte til hinanden flere gange, men for hver gang blev de solgte til en højere kurs. I forbindelse med disse køb var der flere og flere virksomheder, der på fondsbørsen stod til at have stigende aktier, og det fik flere i den private sektor til at kaste sig over aktierne.
Den optur amerikanerne oplevede for aktierne var primært på baggrund af de eksisterende industrier og andre foretagender, hvilket også betød, at folk begyndte at investere indirekte i andre selskaber. Til at starte med solgte investeringsgrupperne deres egne aktier, og for det provenuet de fik ud af salget, købte de aktier i bestående foretagender. De påståede at deres fordel var, at de kunne sprede deres investeringer og dermed også risikoen på flere selskaber, end den oprindelig investorer kunne gøre.
Som udgangspunkt ejede investeringsselskaberne ikke andre værdier en de obligationer, aktier, kontanter og værdipapirer, som de havde købt, men alligevel var kursværdien af selskaberne næsten altid højere eller endda dobbelt så store. Merværdien afspejlede investorerne i den private sektors tillid til investeringsselskabernes ledelse samt deres evne til at købe de rigtige aktiver.
Dow Jones Industrial Average var det største og mest omsatte aktieindeks, som nåede sit højdepunkt med 381 point d. 3. september 1929. Siden starten af dette årti var aktiekurserne mere end firedoblet, og stigningen på aktiekurserne fortsatte kort tid endnu. Stigningen kom bl.a. ud af den realøkonomiske vækst i de amerikanske virksomheder. Der kom på denne baggrund en stor efterspørgsel i køb af aktier, og renten på flere lån steg stille og roligt, og i slutningen af 1928 ikke mindre end 12 % stadig med fuld sikkerhed. Alt dette betød mere likviditet til Wall Street fra de finansielle centre i udlandet, samt de amerikanske virksomheder stillede deres likviditet til rådighed for pengemarkedet. Det var nemmere for virksomhederne at få 12 % i udbytte af en sikker investering, frem for at skulle investere i øget produktion, der var forbundet med usikkerhed samt et ringere afkast.
Opturen i den amerikanske økonomi vender
Stille og roligt begyndte risikoen at gå op for de forskellige udbydere, og derfor begyndte de at være forsigtige. Kunderne skulle nu betale et kontantbeløb på ca. 40-50 % af værdien på deres aktier. Dette var med at at påbegynde en negativ spiral på Wall Street, og flere og flere investorer begyndte at trække hinanden ned. Kurserne begyndte at falde, og det medførte at mange var nødt til at sælge. Flere håbede på, at det hurtigt ville vende igen, men samtidig skulle rigtig mange også skaffe penge, så de kunne indfri deres aktielån. Investorerne havde ikke de nødvendige penge, og de måtte derfor sælge deres aktiver, hvilket forstærkede salgspresset, og kurserne begyndte at falde yderligere.
Aktieindekset lå på 381, men faldt til 326 tirsdag d. 22. oktober 1929. Stille og roligt begyndte paniken at sprede sig på Wall Street, og da New York Stock Exchange åbnede om morgenen d. 22. oktober, kom det frem, at kursfaldet var meget stort. På trods af det store fald i kurserne, var flere analytikere og økonomer stadig positive.
Den sorte torsdag
Torsdag d. 24. oktober 1929 er bedre kendt som den sorte torsdag, idet det er her panikken om krakket på Wall Street begynder. Aftnen forinden havde børsmæglerne krævet et større maginindbetalinger, og den stigende usikkerhed fik mange til at trække sig ud af markedet. Torsdag morgen skabte det et stort salgspres på aktiemarkedet, og alle ville sælge, og det medførte at telefonlinierne brød sammen og handelssystemet kollapsede. Stille og roligt begyndte det at gå op for for folk, at aktierne var blevet solgt til en kurs under dem, som de kunne læse sig til. Dette skabte en stor frygt på fondsbørsen. Der blev færre og færre købere til aktierne, og man sænkede priserne indtil, den rette køber kom, hvilket betød, at rigtig mange aktier faldt kraftigt.
I løbet af eftermiddagen blev der afholdt flere møder, og der kom en beroligende erklæring om markedets situation, og man ville stoppe det voldsomme fald i kurserne. Under flere af møder blev det gjort klart, at de mægtigste finansmænd ville hjælpe og støtte markedet. Den daværende vicepræsident på børsen, Richard Whitney, købte aktier til en pris, som var over udbudspriserne, og det var med til at redde børsen fra et stort kollaps.
Den sorte mandag
Faldet på aktiemarkedet, som begyndte i starten af oktober 1929, fjernede ikke investorernes optimisme. Selvom der havde været store fald torsdagen forinden, rykkede det ikke meget ved deres tillid til stigninger. Wall Street Journal skrev, at det begyndte at lysne efter torsdagens nedgang, og da det var gået godt om lørdagen, var de optimistiske. Man hoppede på en større fremgang, og det var muligt at erhverve sig aktier til lave kurser, hvilket gjorde investeringerne mere fordelagtige.
På trods af denne optimisme frygtede flere investorer alligevel, at aktierne ville falde endnu mere i værdi, og de mente derfor, at det var bedst at begynde at sælge dem nu. Problemet var bare, at rigtige mange ville sælge, men ingen ville købe. Kurserne begyndte at styrtdykke og for flere amerikanere betød det, at alt hvad de ejer gik tabt. Nu var optimismen stort set væk, og man frygtede virkelig for de kommende dages aktivitet på aktiemarkedet.
Den sorte tirsdag
I løbet af den foregående uge var der kommet panik blandt de private investorer, og paniken begyndte nu at sprede sig til den institutionelle sektor. Aktieselskaberne faldt pga. det store salgspres på aktiemarkedet. Rigtig mange aktier kom i udbud, men der var ingen købere hertil. Paniken spredte sig til hele den amerikanske befolkning, og der var ikke længer noget håb for, at nedgangen skulle vende. Det gik også op for investeringsselskaberne, at kursen på aktierne ikke bare ville falde, men de ville gå i 0. Da tirsdagen var gået, faldt Dow Jones indekset med yderligere 11,5 %, og faldet svarede til et samlet faldt på ca. 40 % siden d. 3. september 1929, og markedet var nu på vej til at kollapse. De tre beskrivende sorte dage på Wall Street var starten på en meget lang krise i mellemkrigstiden.
Årsagen til krakket på Wall Street
De mest almindelige forklaringen til krakket på Wall Street i 1929 er, at aktierne var værdisat alt for højt. Af andre årsager kan nævnes en meget usund økonomi i USA, dårlig indkomstfordeling, dårlig bank- og virksomhedsstruktur samt nationaløkonomiske teorier, som ikke med klarhed kunne forklare udviklingen i den amerikanske økonomi. Desuden spillede en meget dårlig amerikansk betalingsbalance en stor rolle.
Efter krakket på Wall Street kom den tidligere nævnte internationale depression, og op gennem 1930erne steg arbejdsløsheden, og der kom et stort pres på lønningerne verden over. Det før omtalte Dow Jones indeks kom først på et niveau lignende niveauet før krakket i 1950erne. Herefter kunne flere få deres penge tilbage ved at sælge deres aktiebeholdninger, men det var dog uden nogen form for forretning i 21 år.
Om 'Krakket på Wall Street: Startskuddet til den store depression' #160
Udarbejdet af Susan Damies| Se også andre artikler i vores leksikon eller se de gode lånemuligheder herunder. Denne artikel
må ikke kopieres, men du er meget velkommen til at linke til den, eller 'synes godt om' på Facebook :-).
|
|
